I 1989 kvalificerede jeg mig for 1. gang til det danske triatlonlandshold og skulle repræsentere Danmark ved det første VM nogensinde i Avignon.1500m svømning, 40 km cykling, 10 km løb. 

Ugen før, havde jeg deltaget for første gang til danske mesterskaber på en længere distance, som havde “trukket tænder” ud af gennemfører distancen 950m svømning, 65 km cykling, 15km løb. 

Vi var 8 triatleter 4 kvinder og 4 mænd, der tog afsted med tog.  

Begivenhedsrig tur, hvor jeg fandt af på vejen derned, at jeg slet ikke var godt nok forberedt til at deltage på internationalt niveau.  Jeg placerede mig, som nr. 60 – 30 min efter vinderen Erin Baker!  

Hvad husker jeg fra racet ? 

Jeg husker, at det var en meget varm omgang ca. 40 grader og det var første gang, at jeg konkurrerede under så varme forhold. Jeg husker helt specielt, at jeg ikke drak væske, fordi at vandet på væskestationerne var så varmt, at jeg følte at brændet mig på det og jeg løb stadig rundt og fantaserede om isvand. Nærmest sådan fatamorgana – agtigt! 

Undervejs på løbe ruten gik jeg på et tidspunkt og tænkte på, at jeg bare skulle igennem. No matter what! Da jeg jo var blevet udtaget og inviteret af forbundet helt ned til Frankrig. 

 Noget af det først jeg gjorde, da jeg kom i mål var, at gå direkte ud og ligge mig i floden Rhône igen og endda med løbeskoene på, for jeg skulle bare nedkøles og det kunne ikke gå for stærkt. Da jeg kom op igen begyndte det først, at stikke og prikke i mine læber og jeg søgte febrilsk efter Kent Magelund UK chef, som havde udtaget mig, så han kunne skaffe mig noget at drikke. 

Endelig fandt jeg ham, men  han kunne ikke forstå, hvad jeg sagde, fordi min mund var helt følelsesløs og bevægede sig mærkeligt. Han sørgede for, at jeg kom i medical-tent og der sad han så og hældte ligeså stille Orangina ind i min mund. Det smagte himmelsk! og det gør det for øvrigt stadig. Det tog sin tid at få mig hydreret og skulle meget væske til, før jeg kunne snakke igen. Det ville helt klart have været hurtigere med saltvandsdrop, men det gjorde de sig ikke i dengang, så ca.1 time efter kunne jeg selv gå ud af teltet igen. 

Jeg husker, at jeg bagefter var meget stolt over at have gennemført, som “Rookie”, for det var kun 4 af ud af de 8 fra landsholdet, der gjorde. 

Det var også på denne tur, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Jan Damgård. Han var/er virkelig fantastisk og underholdende og var en kæmpe støtte for mig på den tur. 

 

Jeg tænkte også, at der helt klart var plads til forbedring med min placering, som nr. 60 og at hvis jeg tvang mig selv til at drikke det varme vand næste gang ville det se noget bedre ud på cv’et ha, ha! 

Om aftenen blev der holdt præmieoverraskelse nede i kælderen på selveste Palais des Papes og der blev serveret massere af rødvin og knap så meget mad. Jo, altså lidt paté. Ja, faktisk husker jeg faktisk ikke, at vi fik ret meget andet. Det var så her, at amorinerne fløj rundt i luften, i form af Michael Rughede, som på det tidspunkt var en af DK’s første mandlige professionelle triatleter. Han har betydet rigtig meget for mig og min triatlon karriere.